Julien transformerer ARoS’ galleri på Niveau 5 med sit seneste værk Once Again... (Statues Never Die) (2022). Dette slående værk, som fremadrettet bliver en del af ARoS’ samling, er karakteristisk for Juliens poetiske og flerfacetterede tilgang til videoinstallation.
Værket præsenterer et stemningsfuldt portræt af filosof, forfatter og aktivist Alain Locke (1885–1954), der var en central skikkelse i det blomstrende afroamerikanske kulturelle og intellektuelle liv under Harlem Renaissance. Videoinstallationen går i dialog med Lockes arv og udforsker hans forhold til en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige samlere af moderne og afrikansk kunst i USA, Albert C. Barnes.
“Værket undersøger forholdet mellem afrikansk kunst, kolonialisme og museumsinstitutioner og aktiverer museer som steder for kritisk refleksion. Julien har gennem mange årtier været en prominent figur på den internationale kunstscene, og det glæder mig, at vi nu kan præsentere hans seneste værk for vores publikum og samtidig inkludere ham i ARoS’ samling,” siger ARoS’ museumsdirektør Rebecca Matthews.
Once Again… (Statues Never Die) undersøger den betydningsfulde og ofte oversete plads, som afrikanske genstande indtager i talrige samlinger på vestlige kunstmuseer. Ved hjælp af poetiske reparationsstrategier og historiske arkiver – baseret på Juliens omfattende research i Barnes Foundations arkiver – udforsker værket indflydelsen af Lockes politiske filosofi og kulturelle organisatoriske aktiviteter på Dr. Barnes' visionære kunstsamling.
Når du træder ind i udstillingen, bliver du mødt af to store skærme, hvor filmen vises. En spejleffekt på de omgivende vægge reflekterer og mangfoldiggør billederne, så scenerne til tider fordobles, forstyrrer dit blik og fordyber dig i installationen.
“Once Again... (Statues Never Die) er en poetisk hyldest til afrikansk kultur, og jeg håber, det giver anledning til diskussioner om, hvordan vi forvalter de kulturgenstande, der gennem historien er blevet uretmæssigt fjernet fra deres oprindelseslande og udstillet på vestlige museer,” siger Sir Isaac Julien.
Om Sir Isaac Julien
Sir Isaac Julien (f. 1960) er en britisk kunstner og filmskaber, der er kendt for sine visuelt fængslende filminstallationer. Han blev for alvor kendt i 1980'erne og har udstillet internationalt på steder som Venedig Biennalen, Whitney Biennalen og Documenta. I 2022 blev han slået til ridder af Dronning Elizabeth II for sit arbejde inden for kunst og film.
Hans aktuelle og seneste internationale soloudstillinger omfatter: Isaac Julien: I Dream a World, de Young Museum, San Francisco, USA; Isaac Julien: A Marvellous Entanglement, São Paulo Museum of Art, São Paulo, Brasilien; Isaac Julien, Lessons of the Hour, The Museum of Modern Art, New York, USA, 2024; Isaac Julien: What Freedom is to Me, Bonnefanten Museum, Maastricht, Holland, 2024; K21, Düsseldorf, Tyskland, 2023; Tate Britain, London, Storbritannien, 2023.
Isaac Julien – Once Again... (Statues Never Die) kan opleves fra den 6. september 2025 til den 7. juni 2026.
Udstillingen er kurateret af Ellen Drude Skeel Langvold og realiseret med generøs støtte fra Augustinus Fonden, Aage og Ulla Filtenborgs Fond af 8. november og Ege Carpets.
Vedhæftede pressefotos kan downloades via Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering.
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904883