ARoS og NorthSide markerer Kvindernes Internationale
Kampdag i selskab med sangerinde Soleima og forfatter Cecilie Lind

ARoS og NorthSide markerer Kvindernes Internationale Kampdag i selskab med sangerinde Soleima og forfatter Cecilie Lind

Barbara Kruger – No Comment, ARoS 2024. Installationsfoto: Anders Sune Berg © ARoS 2024

Vær med til at markere Kvindernes Internationale Kampdag lørdag den 8. marts 2025, når ARoS og NorthSide forener den anerkendte amerikanske kunstner Barbara Kruger og hendes aktuelle udstilling No Comment med to markante danske kunstnere – sangerinden Soleima og forfatteren Cecilie Lind.

Lørdag den 8. marts fra kl. 18-21 slår ARoS dørene op til et helt særligt arrangement, skabt i samarbejde med NorthSide, der finder sted midt i Barbara Krugers altomsluttende vinylværk af bombastiske statements, der lige nu fylder atriet på ARoS’ Niveau 1.  

Aftenen byder på en oplæsning af den kritikerroste forfatter Cecilie Lind, en artist talk med Soleima og Cecilie Lind, hvor de vil tale om deres virke som kvindelige kunstnere, og afslutningsvis en akustisk koncert med Soleima. 

“Diversitet og inklusion er centrale elementer i ARoS’ vision, og jeg er glad for, at vi i år kan bruge 8. marts som anledning til at sætte fokus på tre indflydelsesrige kvinder: Barbara Kruger, en af kunstverdenens allerstærkeste kvindelige stemmer gennem fire årtier, samt to fremtrædende danske stemmer i form af Soleima og Cecilie Lind,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews. 

No Comment, der er Barbara Krugers første soloudstilling i Skandinavien, og som kan opleves på ARoS’ Niveau 1 frem til den 21. april 2025, tager livtag med magtstrukturer, køn, identitet, og digitale medier.  

Udstillingen danner en slagkraftig kulisse for den spændende dialog mellem Soleimas musikalske univers og Cecilie Linds poetiske fortællinger. Arrangementet på ARoS bliver et unikt møde mellem tre stærke kvindelige stemmer, der på tværs af medier, perspektiver og generationer alle udfordrer og bevæger publikum. 

”Soleima er udsprunget fra den blomstrende aarhusianske scene og er i dag en uundværlig stemme i dansk musik. Hun har en fantastisk måde at beskrive tilværelsen og sine omgivelser på, hvad end det handler om de små hverdagssituationer, der udgør størstedelen af vores liv, eller refleksioner over at leve i en tid, hvor man kan få ondt i maven af at tænde for nyhederne. Det er temaer, som vækker genklang i Barbara Krugers kunst, og Soleima er et vigtigt musikalsk bidrag, som vi på NorthSide er glade for at kunne præsentere,” siger booker hos NorthSide, Nikoline Skaarup. 


Om Barbara Kruger og No Comment 
Barbara Kruger (f. 1945) er en af vores tids mest indflydelsesrige kunstnere. I over 40 år har hendes observationer af forbrugersamfundet afspejlet og forudset den offentlige debat om temaer som ligestilling og retten til fri abort.⁠ 
 
Krugers værker er kendetegnet ved overdimensionerede skrifttyper og kommercielle og industrielle formater. Hun låner fra massemediernes motiver, kombinerer dem med korte udsagn og udnytter ord og billeders forførende kraft til at sætte spørgsmålstegn ved sociale relationer og magtstrukturer. 

Alle vinyl-værker i udstillingen No Comment er tilpasset ARoS’ arkitektur. Det største værk er over 30 meter højt og kan opleves på indgangsvæggen fra ARoS Niv. 1 til Niv. 8. 

Som en del af udstillingen har Barbara Kruger iklædt to af Aarhus Letbanes tog sine værker, og aarhusianere kan dermed opleve No Comment og Barbara Krugers direkte budskaber ikke bare på ARoS, men også i bybilledet og som en del af deres hverdag.     

Udstillingen indeholder desuden lydværker – både i udstillingsgalleriet, og på overraskende steder som ARoS’ gæstetoiletter og i ARoS Butik. 

Om Soleima 
Sarah Mariegaard (f. 1988), kendt under kunstnernavnet Soleima, er en dansk sangerinde og sangskriver fra Aarhus. Hun startede sin musikalske karriere som medlem af hiphop-kollektivet Flødeklinikken, før hun i 2014 gik solo. I 2025 er hun på vej på både Danmarks- og festivaltour med et nyt album undervejs og med sin nye single Den udødelige historie 


Om Cecilie Lind
 
Cecilie Lind (f. 1991) er en dansk forfatter, der debuterede i 2010 med digtsamlingen Ulven åd min eyeliner. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2013 og har siden udgivet både poesi og prosa, herunder langdigtet Mit barn (2019), et ærligt og hæmningsløst digt om moderskabet på godt og ondt samt romanen Pigedyr (2022), der udforsker temaer som ungdom, begær og identitet. I marts 2025 er Cecilie Lind klar med romanen Bristefærdig. 


Program for 8. marts på ARoS
 
18.00: Dørene åbner 
19.00: Oplæsning ved Cecilie Lind 
19.30: Artist talk med Soleima og Cecilie Lind
20.00: Akustisk koncert ved Soleima 
21.00: Museet lukker 

Der bliver udbudt 330 billetter til arrangementet, som kan købes på www.aros.dk/kampdag. Billetprisen er 90 kr. for årskortholdere og 125 kr. for øvrige gæster. Det er muligt at tilkøbe en madbillet til 90 kr. ved forudbestilling. 

Oplæsningen ved Cecilie Lind er støttet af Statens Kunstfond. 


Vedhæftede pressefotos kan downloades fra Dropbox og må frit benyttes mod korrekt kreditering.
 


For yderligere oplysninger, kontakt: 
ARoS Presse og Kommunikation 
presse@aros.dk 
+45 61904883