ARoS markerer første etape af omfattende museumsudvidelse med indvielsen af et nyt, underjordisk galleri

ARoS markerer første etape af omfattende museumsudvidelse med indvielsen af et nyt, underjordisk galleri

Salling Galleriet , ARoS 2025. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2025

Fredag den 20. juni 2025 åbner ARoS dørene til Salling Galleriet – et 1.000 kvadratmeter stort, underjordisk udstillingsrum skabt til storslået samtidskunst i international klasse. Galleriet er første etape i museets ambitiøse udvidelse, der også tæller det kommende ikoniske værk 'The Dome, a Skyspace by James Turrell'.

Med sit rå, industrielle udtryk, eksponerede installationer og avancerede lyd- og lysteknologi sætter Salling Galleriet en ny standard for, hvordan samtidskunst kan opleves og forstås. Rummet er skræddersyet til storstilede, stedsspecifikke værker, der kombinerer video, installation og performance – og som udstilles over en længere periode for at sikre både fordybelse og bred tilgængelighed.

”I 2025 bygger vi videre på ARoS' innovative historie med at fusionere kunst og arkitektur. Det nye, underjordiske Salling Galleri er ikke bare en arkitektonisk udvidelse af museet – det er en udvidelse af vores kunstneriske ambitioner,” siger museumsdirektør for ARoS Rebecca Matthews.

”Salling Galleriet er skabt til projekter, der spiller sammen med arkitekturen – et råt, industrielt betonrum; et nyt ’drømmerum’, der vil vække originale kunstneriske ideer til live og tage vores gæster med ind i nye sanselige møder med kunst, der er både horisontudvidende og dialogskabende. Det er et sted, hvor samtidskunsten kan folde sig ud i stor skala, og hvor vi som museum kan give plads til de stemmer, der udfordrer og forandrer vores blik på verden”, siger museumsdirektøren, og hun fortsætter: 

”Med det nye galleri får ARoS en helt ny arena og scene for kunstnerisk innovation – en legeplads for kunstnere, som vi ser frem til at gøre til et overraskende mødested for vores mange gæster.”

Et kunstnerisk gennembrud for Aarhus
Salling Galleriet, der er designet i samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects, er ikke kun en gevinst for ARoS, men for hele byen. Med åbningen af Salling Galleriet øges ARoS’ udstillingsareal med 20 pct. og tager Aarhus endnu et skridt i retning af at etablere sig som international kulturby.

“Vi ønskede at skabe noget, der ikke blot løfter museet – men hele Aarhus,” siger Laura Hay Uggla, bestyrelsesleder for ARoS. “Med Salling Galleriet får vi et rum, hvor kunsten ikke tilpasser sig rummet – men hvor rummet formes til kunsten. Det er et stærkt signal om, at vi i Aarhus tør tænke stort.”

Det er entreprenørvirksomheden Aarsleff, der står for byggeriet af museumsudvidelsen, med Schmidt Hammer Lassen Architects som arkitekt og totalrådgiver og Aarhus Kommune som bygherre. Aarhus Kommune ser projektet som et vigtigt element i byens samlede kulturstrategi, fortæller rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad:

“Aarhus har i flere år været en international kulturby. Med Salling Galleriet får Aarhus endnu et imponerende kulturelt fyrtårn. Det er et galleri, som kommer til at skabe nogle store kunstneriske oplevelser og vil gøre museet endnu mere attraktivt. Jeg er sikker på, Salling Galleriet vil tiltrække et stort publikum. Både blandt ARoS’ nuværende brugere, men det vil også appellere til et helt nyt publikum”, siger rådmanden. 

Kunst med varig betydning
Salling Galleriet er realiseret takket være en donation fra Salling Fondene, der i årtier har arbejdet for at styrke kulturlivet i Aarhus og hele regionen – med fokus på projekter, der skaber værdi for både nutidige og kommende generationer. 

"Hos Salling Fondene tror vi på kulturens evne til at samle mennesker og styrke fællesskabet. Med Salling Galleriet skabes et enestående rum, hvor samtidskunsten kan udfolde sig frit, og hvor publikum får mulighed for at opleve unikke værker. Det glæder mig, at vi kan bidrage til et projekt, som vil være til gavn og glæde for mange og inspirere både nuværende og kommende generationer," siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Første udstilling i det nye galleri er skabt af den britiske kunstner og filmskaber Jenkin van Zyl (f. 1993), der med sin særegne æstetik og installationskunst har gjort sig bemærket internationalt. Udstillingen Lost Property er hans første solopræsentation i Danmark og er blevet til med støtte fra Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og Ege Carpets.

Museumsudvidelsen er støttet af Salling Fondene, Ny Carlsbergfondet, Aarhus Kommune, ARoS og en privat, anonym donation. Apteringen af galleriet er realiseret takket være en donation fra Salling Fondene.   

Pressefotos kan downloades fra Dropbox og må frit anvendes mod korrekt kreditering.


 
For yderligere oplysninger kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk

61904883