Åbningsudstillingen i ARoS’ nye underjordiske udstillingsgalleri, Salling Galleriet, præsenteres af Jenkin van Zyl (f. 1993), en britisk kunstner og filmskaber, der allerede er godt i gang med at slå igennem som en af de mest interessante og overbevisende stemmer på den internationale kunstscene, og hvis værker du kan opleve på dansk jord for allerførste gang.
Gennem sine altomsluttende filminstallationer konstruerer van Zyl fantasifulde fællesskaber på flygtige steder, der spænder over alt fra stunt-cowboys i et lydstudie og dobbeltgængere, der udveksler sveddråber, til rotter, der konkurrerer i et dansemaraton. Med udgangspunkt i marginaliserede subkulturer, der alle repræsenterer alternative måder at være i verden på, undersøger hans arbejde dels den vitale verdensopbygning, der finder sted i disse fællesskaber, og dels hvordan samfundspolitiske mikrokosmos kan opstå på steder, der er bygget for netop at undslippe dem.
Gennem et normkritisk blik udfordrer van Zyl vores forståelse af identitet, tilhørsforhold og magtstrukturer ved at forkaste traditionelle binære strukturer til fordel for mangfoldighed og dekonstruktion. Hans kollektivt skabte fortællinger afspejler nutidens ængstelighed og antyder samtidig, at forandring kan ske ved at omfavne snarere end at kæmpe imod vores egen afvikling.
“Jenkin van Zyl er en visionær samtidskunstner og derfor den helt rette til at indvie ARoS’ nye, underjordiske galleri. Jeg ser frem til, at vores gæster kan lade sig opsluge af hans fascinerende univers, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi bliver utydelige. Det bliver uden tvivl både frigørende og hypnotiserende,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
En anarkistisk drøm, hvor virkeligheden forvrænges
Særligt til ARoS' nye galleri har van Zyl skabt værket Lost Property, et ambitiøst videoværk, der præsenteres i en totalinstallation, som forvandler udstillingsgalleriet til The Lost Property Bureau: en obskur bureaukratisk lokation, hvor hovedpersonerne vender tilbage for at finde deres forsvundne dobbeltgængere. I værket, der kører i loop, og som er skabt i samarbejde med van Zyls nære kolleger af queer-kunstnere, dansere og musikere, følger vi tre karakterer udføre rutineprægede administrative gøremål, alt imens de gennemgår transformative møder med deres respektive dobbeltgængere.
Når du træder ind i det rå udstillingsrum, bliver du omsluttet af en scenografi lavet i transparent tekstil, der simulerer et filmset på en forladt gade i London. En snoet gang, der mimer værkets repetitive narrative struktur, leder dig ned mod et lavendelfarvet rum i midten af galleriet, hvor værket vises. Rundt om i galleriet roterer vejrhaner af filmens karakterer i det uendelige, imens de søger efter retning i tilværelsen.
“Lost Property taler til vores tid, hvor virkeligheden ofte føles som en feberdrøm. Vi lever i en verden, hvor store kriser filtreres gennem lag af simulation og spektakel. Filmen forsøger med sin dystre humor at reflektere over, hvordan vi kan gentænke os selv og vores systemer i den kaotiske tid, der er vores nutid. Lost Property viser, hvordan identitet splittes og transformeres, og hvordan vi navigerer i en verden fyldt med modsætninger,” siger Jenkin van Zyl.
Om Jenkin van Zyl
Jenkin van Zyl er født i London og uddannet fra Royal Academy of Arts i London i 2021. Hans kunstneriske praksis er eksperimenterende, og han arbejder primært med medier som film og installation. Hans mest kendte værker er Looners (2019), Machines of Love (2021) og Surrender (2023). Hans arbejde er tidligere blevet vist på Hayward Gallery i London, Somerset House i London, Royal Academy of Arts i London, Tramway i Glasgow, FACT i Liverpool, CAPC i Bordeaux og Kunstraum Kreuzberg/Bethanien i Berlin.
Lost Property kan opleves fra den 21. juni 2025 til den 25. maj 2026. Åbningen af udstillingen markeres med en fernisering fredag den 20. juni 2025.
Udstillingen er realiseret på ARoS i tæt samarbejde mellem Jenkin van Zyl og kurator Ellen Drude Skeel Langvold og muliggjort med generøs støtte fra Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og Ege Carpets. Apteringen af det nye, underjordiske galleri er realiseret takket være en donation fra Salling Fondene.
Pressefotos kan downloades via Dropbox og frit anvendes mod korrekt kreditering.
For yderligere information og oplysninger om åbning og pressevisning, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
61904883